BitStamp – Kryptobørsen for europæere

BitStamp er en gammel kryptobørs, der startede helt tilbage i 2011. BitStamp var den første kryptobørs, der henvendte sig specifikt til europæere, men den bruges i dag af mennesker fra hele verden. BitStamp er en af de 10 mest brugte kryptobørser, og hvis du har brugt den populære kryptobørs Coinbase i en længere periode, bør du klart overveje, om tiden er inde til at skifte til BitStamp.

Historien bag BitStamp

BitStamp blev grundlagt af Nejc Kodric og Damijan Merlak i det lille, varme sydeuropæiske land Slovenien. Grundidéen bag BitStamp var at tilbyde en europæisk kryptobørs og et alternativ til den nu konkursramte kryptobørs Mt. Gox, der dominerede krypto-markedet. BitStamp voksede hurtigt, og i 2013 åbnede de et ekstra kontor i England, senere et i Luxemburg, og de har i dag også et kontor i New York.

Det giver derfor ikke længere mening kun at betragte BitStamp som en europæisk kryptobørs, da den er tilgængelig i over 60 forskellige lande og derfor er international. Ved at have et internationalt fokus kan BitStamp tilbyde flere betalingsmetoder end de fleste kryptobørser, og ikke engang giganten indenfor kryptobørser Coinbase kan tilbyde lige så mange betalingsmetoder.

Professionelle eller amatører?

Hvis en virksomhed vil være en af de største og mest betroede kryptobørser på dette konkurrenceintensive marked, er de nødt til at have anerkendelse blandt store institutioner og virksomheder. Hvis dette ikke er tilfældet, skiller de sig ikke meget ud fra de små kryptobørser.

Heldigvis har BitStamp en række store samarbejdspartnere og bedrifter bag sig. De var den første kryptobørs, der specifikt henvendte sig til det europæiske marked. For officielt at blive anerkendt som en finansiel institution henvendte de sig til Englands finansielle tilsyn også kendt som ”The Financial Conduct Authority”. BitStamps henvendelse blev afvist, da kryptovalutaer ikke blev betragtet som valutaer under engelsk lov. Efter dette kontaktede BitStamp ”Luxembourg Financial Industry Supervisory Commission” også kendt som ”CSSF”. CSSF godkendte BitStamps henvendelse, og de blev erklæret som værende en europæisk finansiel institution i 2016. I samarbejde med CSSF bekæmper BitStamp hvidvaskning og svindel gennem deres børs.

For yderligere at sikre tillid bliver BitStamp overvåget af CACEIS, som sørger for, at BitStamp følger europæisk lovgivning og reguleringer. Udover dette har BitStamp et samarbejde med den store schweiziske bank og investeringsselskab Swissqoute, der anerkender BitStamp for at være en del af den finansielle industri.

Indenfor selve krypto-industrien er BitStamp sammen med Coinbase, iBit og OKCoin en af de fire kryptobørser, der sætter kursen for bitcoins på CoinDesk Bitcoin Price Index (XBP). CoinDesk er den førende nyhedskilde indenfor kryptovalutaer, og XBP fungerer som en standardkurs, så investorer altid ved, hvilken kurs bitcoins nogenlunde skal have.

Sidst men ikke mindst har BitStamp et samarbejde med udviklerne af kryptovalutaen Ripple. BitStamp var en af de første kryptobørser, der handlede med Ripple, og de var den første partner bag Ripples ”Incentive program”, som skulle integrere kryptovalutaer som en reel betalingsmetode i hverdagen og i den finansielle industri.

BitStamp er derfor uden tvivl en professionel virksomhed og kryptobørs, der har tillid hos både store institutioner og utallige private investorer. Hvis du går op i tillid og anerkendelse, kan du roligt bruge BitStamp, og deres samarbejde med europæiske institutioner viser, at de er dedikeret til at være en reel børs, der ikke sløser med andres penge og vender det blinde øje til kriminalitet.

BitStamps sikkerhed

Selvom BitStamp er en virksomhed, der har mange store samarbejdspartnere bag sig, betyder det ikke nødvendigvis, at de er en sikker virksomhed. Nu om dage er det ikke unormalt at høre om, at store anerkendte virksomheder, såsom Mærsk, bliver hacket. Som udgangspunkt medfølger der altid en risiko ved at benytte en online kryptobørs, specielt hvis du har en web wallet gennem denne kryptobørs. Derfor anbefales det altid, at du ikke opbevarer store summer penge på en web wallet. Hvis du ejer mange coins, bør du opbevare dine coins på en hardware wallet eller en paper wallet.

BitStamp har oplevet to sikkerhedsbrud; et i 2014 og et i 2015, hvor der under det sidstnævnte sikkerhedsbrud blev stjålet for omkring 19.000 bitcoins. Dette sikkerhedsbrud medførte, at BitStamp reevaluerede deres sikkerhedsprotokol og ændrede hele deres struktur. De opbevarer nu 98% af alle deres kryptovalutaer offline, og deres penge samt kryptovalutaer er forsikret mod hackerangreb.

Det er selvfølgelig ikke kun penge og kryptovalutaer, der kan hackes. Personfølsomme oplysninger er også en vigtig ting at beskytte. Derfor krypterer BitStamp nu brugerens oplysninger og filer, der uploades til deres webside.

Når det kommer til brugerens individuelle sikkerhed, er det selvfølgelig BitStamps ansvar at gøre deres webside sikker at bruge, men det er også brugerens eget ansvar at holde sine oplysninger for sig selv og sikre, at adgangskoden er svær. BitStamp sikrer brugerens sikkerhed ved at give mulighed for at benytte ”Two-Factor Authentication”, bedre kendt som ”2FA”. Dette skal du klart slå til, og hvis dette ikke er gjort, vil BitStamp blive ved med at minde dig om, at din bruger ikke er 100% sikker. 2FA er egentlig blot en ekstra bekræftelse, som du skal bruge til at logge ind. Når 2FA er slået til, vil du modtage en SMS og/eller en besked på mail med en kode, som du skal indtaste for at logge ind.

Siden BitStamp implementerede de nye sikkerhedsforanstaltninger, har de ikke oplevet et sikkerhedsbrud, og de har fået ry for at være en af de mest sikre kryptobørser på markedet.

Tilgængelige kryptovalutaer

Det er kun muligt at købe fire forskellige kryptovalutaer gennem BitStamp: Bitcoin, Ripple, Litecoin og Ethereum. På dette punkt minder BitStamp meget om Coinbase, der også kun godtager fire forskellige kryptovalutaer, men som godtager Bitcoin Cash i stedet for Ripple.

Det giver ganske god mening at begrænse antallet af kryptovalutaer. Jo flere kryptovalutaer der er tilgængelige, desto mere besværligt bliver det at veksle kryptovalutaer til traditionelle valutaer, og det kræver mere arbejde at holde kurserne opdateret. Derudover bliver det sværere at garantere sikkerheden, da det kræver flere wallets, der skal sikres.

Hvis du derfor er interesseret i at handle med de mere eksotiske kryptovalutaer, kan BitStamp ikke anbefales. Den fungerer som en god kryptobørs, hvis du vil handle med de store kryptovalutaer, og den er samtidig et sted, hvor du altid kan veksle dine kryptovalutaer til traditionelle valutaer.

Betalingsmetoder og transaktionsgebyrer

BitStamp godtager fire forskellige betalingsmetoder. Du kan betale via en international bankoverførsel. Denne metode er mest henvendt til statsborgere uden for Europa eller til personer med en udenlandsk bankkonto. Det koster 0,05% at sende penge via en international overførsel, og der er sat et minimumsgebyr på 7,5 euro og et maksimalt gebyr på 300 euro. Hvis du modtager penge gennem en international overførsel, koster det 0,09% i gebyr med et minimumsgebyr på 15 euro, og der kan blive tillagt ekstra gebyrer fra banken, alt efter hvilken bank du benytter.

Her i Danmark er vi heldigvis med i SEPA, hvilket er et samarbejde mellem de europæiske banker. Dette gør det lettere og billigere at overføre penge mellem de europæiske lande. Siden BitStamp er henvendt til europæere, kan alle bosat her i Danmark benytte denne betalingsmetode. Med SEPA koster det intet at overføre penge til BitStamp, og for at modtage penge koster det kun 0,90 euro i gebyrer, uanset hvor stort eller lille beløbet er. Dette er en del billigere end de 1,5% i gebyrer hos Coinbase.

Hvis du har kryptovalutaer såsom bitcoins, kan du altid bruge disse til at handle med. Her tager BitStamp intet gebyr, men du skal selvfølgelig stadig betale et gebyr til minerne.

Den dyreste betalingsmetode er med kort, og denne betalingsmetode kan kun anbefales, hvis du vil lave en hurtig overførsel. Med kort koster det minimum 5%, og hvis du lægger bankens gebyrer oveni, kan du let ende med at betale 8% i gebyrer. Den eneste fordel, du får ud af at betale med kort, er overførselshastigheden, men hvis det ikke haster, kan du lige så godt nøjes med at lave en SEPA-overførsel. Hvis du vil betale med kort, anbefales det, at du bruger Coinbase, da de har lavere gebyrer.

BitStamps kundeservice

Generelt har BitStamp et godt ry blandt kunderne, og de er gode til at svare tilbage inden for en fornuftig tidsperiode. Der er selvfølgelig nogle dårlige anmeldelser, ligesom der er hos alle store kryptobørser, men de fleste anmeldelser bliver besvaret af BitStamps egen kundeservice, hvor de tilbyder hjælp. De har også deres egen supportside, hvor du kan finde guider, rette henvendelse og få hjælp. Det eneste, de desværre mangler, er et telefonnummer, der giver direkte adgang til support, ligesom Coinbase har. Der er nogle brugere på reddit, der påstår, at de har BitStamps telefonnummer til support. Disse telefonnumre må du aldrig ringe til, da det er svindel. De eneste telefonnumre, du må ringe til, hvis du vil i kontakt med BitStamp, er de numre, der er tilgængelige på deres egen hjemmeside.

BitStamps brugervenlighed

BitStamp er en omfattende kryptobørs, der tilbyder masser af informationer og funktioner. Derfor kan deres hjemmeside virke meget overvældende, når først du opretter dig som bruger. På din egen brugerside kan du finde alle de informationer, som du overhovedet drømmer om. Du kan se alt fra, hvor meget du har betalt i gebyrer, til hvor meget du har handlet for de sidste 30 dage. Du kan også lave en specialordre, hvor du f.eks. kun køber bitcoins, når prisen er på et givent beløb, og meget mere.

Hvis du benytter ”tradeview”, bliver du bombarderet med tal og grafer, og hvis du er en day-trader (en person, som lever af at handle med kryptovalutaer), er der alt, hvad du skal bruge. Priserne er i modsætning til Coinbase real-time og ændrer sig konstant, hvilket kan virke temmelig skræmmende for nybegyndere.

Selvom siden kan virke kompliceret, er den faktisk overraskende intuitiv at bruge, så snart du har lært den at kende, men hvis du aldrig nogensinde har handlet med kryptovalutaer før, kan det være en god idé at starte med Coinbase, da den er mere brugervenlig.

Hvordan opretter jeg mig på BitStamp?

På BitStamps forside skal du klikke på ”Sign up”, og dette vil føre dig til en side, hvor du skal indtaste dit navn, din mail og det land, som du er bosat i. Afslut med at acceptere deres forretningsvilkår og tryk ”registrer”. Du vil nu modtage en mail med et kodeord og et ID. Dit ID skal du gemme, da det fungerer som dit brugernavn, mens du kun skal bruge adgangskoden, første gang du logger ind.

Når du har logget ind med de oplysninger, som du modtog via mail, vil du blive videresendt til en side, der giver dig mulighed for at ændre dit kodeord. Herinde kan du også aktivere ”Two-Factor Authentication”, hvilket du klart bør gøre. Når dit kodeord er ændret, skal du verificere din identitet. Hvis du ikke gør dette, kan du ikke lave bankoverførsler. For at verificere din identitet skal du uploade et ID. Dette kan f.eks. være dit kørekort eller pas. Du skal også uploade noget, der dokumenterer dit opholdssted, og dette kan f.eks. være en regning. Afslutningsvis skal du bekræfte dit telefonnummer, og dette gøres ved at indtaste dit telefonnummer, hvorefter du modtager en kode via SMS, som du skal indtaste. Når dette er gjort, har du adgang til alle BitStamps funktioner.

Er BitStamp noget for mig?

Hvis du er ny til at handle med kryptovalutaer, kan BitStamp virke overvældende, og Coinbase vil måske være bedre til at starte med. Men hvis du allerede kender lidt til kryptovalutaer og er klar til at bruge en lidt mere kompliceret kryptobørs, er BitStamp en solid kryptobørs, og som europæisk statsborger er det en stor fordel at bruge BitStamp, da du undgår de relativt høje gebyrer, som Coinbase tager.

For day-traders, der hovedsageligt er interesseret i de store kryptovalutaer, er BitStamp også en ganske god kryptobørs, og du har de fleste værktøjer, som du skal bruge, hvis du gerne vil handle aktivt med kryptovalutaer. Hvis du er mere interesseret i de eksotiske kryptovalutaer, kan BitStamp ikke anbefales, da det kun er muligt at handle med fire forskellige kryptovalutaer.