Skal jeg betale skat af mine bitcoins

Længe har ejere af bitcoins haft svært ved at finde rundt i skatteloven med hensyn til Bitcoin. Der er en meget simpel forklaring på dette: Der har ikke været nogen regler for Bitcoin og skat. Skatterådet tog for første gang stilling til problemstillingen med Bitcoin og skat tilbage i 2014. Her var der tale om en virksomhed, der tog imod bitcoins som betalingsmiddel. I denne sag skulle skatterådet ikke tage stilling til, om Bitcoin var en investering, men om Bitcoin var en valuta. I denne sag afgjorde de, at bitcoins ikke var en valuta, og derfor skulle den ikke beskattes i forbindelse med kursstigninger, hvis den blev modtaget som et betalingsmiddel.  

Bitcoin som spekulation

Afgørelsen tilbage i 2014 var selvfølgelig relevant for virksomheder og personer, der benytter bitcoins som betalingsmiddel. Der blev dog ikke taget stilling til det store spørgsmål, ”Er Bitcoin spekulation ligesom aktiemarkedet?”. Dette spørgsmål var temmelig vigtigt at få besvaret. Hvis Bitcoin var spekulation, ville det betyde, at alle fortjenester ville være skatteberettiget, og tab ville være fradragsberettiget. Hvis Bitcoin ikke var spekulation, skulle der ikke betales skat af fortjenester, men tab ville ligeledes ikke være fradragsberettiget.  

Dog kom der en ny afgørelse i sommeren 2017, der tog stilling til ovenstående spørgsmål. En dansk statsborger henvendte sig til skatterådet, efter at han havde købt bitcoins via Bitstamp. Han ønskede svar på, om eventuelle gevinster fra Bitcoin-investeringer var skattepligtige. Skatterådet havde ikke taget stilling til dette før, og de besluttede, at Bitcoin på mange måder ligner spekulation, og derfor skal gevinster og tab beskattes på samme måde som aktier. Dog afhænger det hele af konteksten.

En vurderingssag

Bitcoin befinder sig juridisk set i en gråzone med hensyn til betaling og investering. Den bruges både som betalingsmiddel, og den bruges ligeledes som et investeringsmiddel. Derfor er det en vurderingssag, om der skal betales skat eller ej. Som udgangspunkt er reglen, at det handler om intentioner og brugsmåden. Hvis du køber bitcoins med intentionerne om at sælge dem videre for en gevinst, så er det spekulation, og du skal indberette det til skat. Hvis du kun bruger dem til betaling, skal du ikke indberette eventuelle gevinster til skat. Derfor skal du være opmærksom på, hvordan du benytter dine bitcoins. Hvis du udelukkende benytter dem som en investering, så skal du huske at holde styr på gevinster og tab. Hvis du benytter nogle af dine bitcoins som betalingsmiddel, skal du være opmærksom på, hvor mange coins du bruger til betaling, så du ikke betaler for meget i skat.

Både gode og dårlige nyheder

Skatterådets afgørelse er både god og dårlig for investorer. For investorerne, der har tjent mange penge i slutningen af 2017, er det selvfølgelig ærgerligt at skulle betale mere i skat. Men mange danskere har ligeledes tabt penge i forbindelse med kryptokursernes kollaps i starten af 2018. For disse investorer er det en mulighed for at betale mindre i skat.

Hvordan afgørelsen påvirker fremtiden for kryptovalutaer må tiden vise. Mange, der investerer i kryptovalutaer, er skeptiske over for reguleringer og skatteregler. De ønsker, at kryptovalutaer skal bryde det nuværende finansielle system og ikke blive en del af det. Men den nye afgørelse kan også ses som en positiv udvikling. Det viser nemlig, at Bitcoin er blevet en seriøs investeringsmulighed, der er anerkendt af offentlige institutioner, hvilket kan bringe bitcoins tættere på at blive et alment betalings- og investeringsmiddel.