Ethereum mining – jagten på den digitale olie

Ethereum er en af de helt store kryptovalutaer på markedet, og den er blevet kendt som den digitale olie på grund af dens høje værdi og anderledes teknologi. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at flere og flere mennesker er begyndt at mine Ethereums kryptovaluta: Ether. Det giver ganske god mening, at Ether mining er blevet så populær. Det kræver ikke, at du bruger dyrt hardware, der er baseret på ASIC lige som med Bitcoin, og investorernes tiltro til Ethereum har skubbet kursen højt op i den seneste periode. Den høje kurs gør, at Ethereum mining kan være ganske profitabelt.

Men Ethereum er begyndt at skifte til en ny mining-algoritme, hvilket kan føre til, at Ethereum mining en dag bliver et job, der forsvinder. For at forstå Ethereum mining er det vigtigt først at forstå, hvad Ethereum er, og hvilken teknologi Ethereum er baseret på.

Ethereums nye netværk

Ethereum er mere end blot en kryptovaluta. Ethereum skal være en måde at håndtere alle former for handel, appudvikling og internetbrug. Meget kort sagt vil Ethereum decentralisere den nuværende måde, vi opbevarer og tilgår data ved at fjerne store centrale servere og erstatte dem med en masse mindre ”noder”, der skal validere netværkets nuværende tilstand. Her er Ethereum anderledes fra Bitcoins blockchain, der kun validerer transaktioner og antallet af coins, hver bruger har. Ved at validere tilstanden frem for antallet af coins i cirkulation, har Ethereum den fordel, at netværket kan bruges til meget mere end blot transaktioner.

Programmeringssprogets gør automatisering muligt

Programmeringssproget Ethereum er programmeret og adskiller sig fra Bitcoin. Bitcoin er baseret på et sprog med en række scripts (kan bedst sammenlignes med koder), der kun giver mulighed for at overføre og afsende bitcoins. Disse scripts sætter en række krav, der skal være opfyldte, før en overførsel kan godkendes, heriblandt skal brugeren have nok coins til at overføre det givne beløb.

Ethereum er skrevet i et andet sprog, der hedder ”Turing-complete”. Dette er et sprog, der gør det muligt for udviklere og programmører selv at bestemme, hvilke krav der skal være opfyldt, før der sker en ændring i netværket. Dette åbner dørene for meget mere end blot handel med kryptovalutaer. Med denne teknologi er det muligt at lave kontrakter, gemme information og udvikle applikationer. Denne teknologi hedder ”Smart-contracts”.

Lad os for eksempel forestille os, at den lokale forening for idrætshallen skal lave indkøb. Med en smart-contract kan der laves en afstemning inden hvert indkøb, som herefter automatisk bliver udført, når alle medlemmer har godkendt indkøbet.

Brugen af smart-contracts har den konsekvens, at Ethereums blockchain er anderledes end den traditionelle blockchain, som Bitcoin bruger.

Ethereums blockchain

På nogle punkter minder Ethereums og Bitcoins blockchain om hinanden. I begge tilfælde har deres blockchain en delt ”regnskabsbog”, som gemmer alle transaktioner, der nogensinde er udført. Alle computere, som er med i netværket, deler denne regnskabsbog, men Ethereums ”regnskabsbog” indeholder mere end blot alle transaktioner, den indeholder også netværkets nuværende ”tilstand”.

Ethereum har en oversigt over alle applikationer og smart-contracts, der er på netværket, og hvem der ejer de forskellige coins, applikationer og smart-contracts. For at sikre at alle er anonyme bruger Ethereum en elektronisk adresse i stedet for brugerens personlige oplysninger. Hvis du laver en overførsel med en smart-contract ændrer du hele netværkets tilstand. Alle computere i netværket sammenligner derfor deres ”regnskabsbog” med hinanden for at sikre, at denne ændring er sket, og hvis alt stemmer overens, godkendes ændringen.

Få $10 gratis i Ethereum

Den digitale olie

Hvis en udvikler laver et program, der er baseret på Ethereums blockchain, sker samme proces, hvor alle computere i netværket tjekker, om ændringen er sket og udfører de kommandoer, udvikleren har igangsat. Minerens gebyr er her fastsat efter, hvor store ændringer brugeren laver – desto større ændring, desto højere gebyr.

Ethereum bliver kaldt digitalt olie på grund af måden, hvorpå transaktionsgebyrer fastsættes. De store operationer koster flere ether coins, og derfor giver flere ether coins mere computerkraft til brugeren. Dette gør, at ether coins fungerer lidt ligesom benzin eller olie. Desto mere benzin du har, desto længere kan du køre.

Minerens nuværende rolle

Ethereum miners spiller en vigtig rolle i hele processen, da de ud over at godkende ændringer i netværket også fungerer som en boreplatform, der finder den digitale olie og udtrækker den. Miners finder nye ether coins ved at godkende overførsler og sikrer, at ingen snyder eller fusker med netværket.

Dette gøres ved, at en overførsel eller en ny ændring i netværket bliver samlet i en boks. Kommandoerne i denne boks kan kun udføres, efter at minerne har sikret, at boksen ikke er blevet fusket med. For at sikre dette skal minerne løse en matematisk gåde. Når gåden er løst, indskrives ændringerne i netværkets globale ”regnskabsbog”, hvorefter computerne i netværket sammenligner ”regnskabsbogen” med hinanden for at sikre, at alt stemmer overens. Hver gang en miner løser en af de matematiske gåder, modtager de fem ethers.

Den skarpe læser kan sikkert allerede nu se et problem. Hvis der er mange miners, vil der jo blive lavet nye ether coins konstant, hvilket bare vil gøre hele valutaen værdiløs. Dette har udviklerne heldigvis taget højde for, og de har designet blockchainen således, at der kun udgives nye ether coins hvert 12-15 sekund. Hvis det tager længere tid, bliver sværhedsgraden for de matematiske gåder sænket, hvis det tager kortere tid, bliver sværhedsgraden hævet.

Algoritmen bag de matematiske gåder

De matematiske gåder, der skal løses for at oprette en ny boks, laves ikke af sig selv, men de laves af en algoritme. Denne algoritme er ansvarlig for at regulere sværhedsgraden og bestemmer, hvilken hardware der er påkrævet for at løse de matematiske gåder. Denne algoritme kaldes ”proof-of-work”, da minerne skal bevise (proof), at overførslen ikke er fusket med ved at udføre et stykke arbejde (work). De fleste blockchains benytter denne algoritme, men Ethereum er en smule anderledes sammenlignet med Bitcoin.

For at løse de matematiske gåder for Bitcoins, kræver det et stort grafikkort, og i takt med at gåderne er blevet sværere og sværere at løse, er det nu påkrævet at have enorme mængder computerkraft. Dette har ført til, at de fleste bitcoin miners benytter speciallavet hardware, der er baseret på ASIC, hvilket er en teknologi, der kun kan benyttes til et formål (i dette tilfælde bitcoin mining).

Ethereums algoritme er en smule anderledes og for at løse de matematiske gåder, kræver det meget hukommelse, men et mindre grafikkort. Dette er en stor fordel, da det derfor ikke er påkrævet at købe hardware, der er baseret på ASIC, hvilket kan være en meget dyr fornøjelse. Men Ethereum har dog stadig det samme problem, som Bitcoin har med hensyn til computerkraft. Det kræver meget computerkraft at blive en miner, der tjener penge, og hvis du har det forkerte udstyr, kan det let ende med at koste mere i strøm, end du tjener hjem.

For at løse dette problem, har udviklerne af Ethereum lavet en ny algoritme, der skal erstatte den nuværende ”proof of work” algoritme. Dette kan i sidste ende føre til, at miners ikke længere er påkrævet.

Proof of stake og fremtiden for miners

Den nye algoritme, som Ethereum udgav i slutningen af 2017, hedder ”proof of stake”. Denne algoritme fjerner nødvendigheden for computerkraft, da nye bokse ikke længere skabes med computerkraft men med coins. I stedet for at alle minerne kæmper om at lave en boks, bliver nye bokse skabt af personer, der låser sine coins. Hvis der er 1000 coins i netværket, og du låser 100 coins, modtager du derfor 10 % af gevinsterne, der er forbundet med skabelsen af nye coins. Dette fjerner essentielt set behovet for miners og i stedet for at investere i dyre maskiner for at omdanne computerkraft til coins, kan du låse dine coins og derved bruge coins til at tjene coins.

I nuværende periode er Ethereums algoritme en blanding af både proof of stake og proof of work-algoritmen, hvor størstedelen af alle transaktioner godkendes med proof of work. Derfor er det stadig meget profitabelt at mine Ethereum, og det lader til, at Ethereum vil være afhængige af miners i en længere periode, men du skal selvfølgelig være opmærksom på, hvor langt fremme de er med deres integrering af proof of stake-algoritmen.

Sådan bliver du en Ethereum miner

Før du kan blive en Ethereum miner, er du først nødt til at finde det rigtige hardware. Det kan være svært at finde det rigtige hardware, men det vigtigste er, at teknologien er baseret på GPU og ikke CPU, da det ikke kan svare sig at mine med CPUen længere. Der er masser af mining hardware derude, og det, du skal kigge efter, er strømforbruget, og hvor meget computerkraft hardwaren har. Herudover viser de fleste hardwarebeskrivelser, hvor mange ethers din maskine i gennemsnit modtager pr. dag og/eller måned. Ved at sammenligne din strømpris med hardwarens strømforbrug og mængden af ethers, den producerer, kan du udregne dit overskud/underskud.

Det meste hardware kan købes via Amazon, men hvis du har en meget kraftfuld computer, kan det stadig lade sig gøre at bruge din egen computer til at mine ethers. For at bruge en pc til at mine med skal du sørge for, at du har mindst 3GB VRAM, 4 GB RAM, og dit grafikkort skal helst være NVIDIA eller AMD. Herudover kan du bruge et ”overclocking” program, der ændrer indstillingerne for din GPU, så du miner mere effektivt.

Hvis du er teknisk anlagt og god med fingrene, kan du bygge dit egen mining-hardware. Dette kan klart anbefales, da du derved kan lave noget meget kraftigt hardware til billige penge, som ikke er ret strømkrævende. Der er masser af guides til at lave dit eget mining hardware, og du behøver ikke at være en it-ekspert for at lave det.

Bliv en del af netværket

Når du har fundet det rigtige hardware, skal du koble hardwaren til Ethereums blockchain og blive en del af Ethereums netværk. Der er flere forskellige typer software, du kan bruge til dette, men en af de populære hedder GETH. Den kan downloades gratis, og når den er hentet, bliver din hardware en del af det globale Ethereum netværk. Med GETH får du også et interface, der gør dig i stand til at lave dine egne ”smart-contracts” og transaktioner.

Lav en wallet

Hvis du ikke har en wallet, skal du oprette en, da du ikke kan opbevare dine ether coins uden en wallet. Hvis du ikke kender meget til ether, kan du med fordel benytte en web wallet fra en kryptobørs – her er coinbases web wallet en af de mest pålidelige. En web wallet fra coinbase har den fordel, at du altid kan sælge dine coins for traditionelle valutaer, men du skal selvfølgelig være sikker på, at du har din sikkerhed i orden, så ingen kan hacke din bruger.

Installer mining software

Når du har en wallet, og dit hardware er tilknyttet Ethereum netværket, er det ved at være tid til at hente softwaren, der skal bruges til at mine Ethereum. Der er igen masser af software tilgængeligt, men en af de mere populære mining-software for Ethereum hedder Ethminer og kan hentes gennem Ethereums egen webside. Herinde kan du også finde en detaljeret guide til installering og brug af Ethminer.

Bliv en del af en mining pool

Når du har downloadet mining softwaren og slået det til, så er du rent faktisk en miner. Men der er desværre et problem. Hvis du miner alene, kan det tage lang tid, før du nogensinde tjener penge. For at få en stabil indtjening, slår miners sig derfor sammen i såkaldte mining pools, hvor alle tilbyder deres computerkraft, hvorefter gevinsterne deles mellem deltagerne baseret på mængden af computerkraft, hver især har brugt.

Det er svært at anbefale en mining pool, da det er individuelt, hvilken mining pool der fungerer bedst. De store mining pools såsom Ethpool og Nanopool er temmeligt pålidelige og tager et lavt gebyr for medlemskab. For at finde den mining pool, der er bedst til dig, er det anbefalet, at du selv undersøger de forskellige mining pools. Du kan heldigvis altid tilmelde og framelde dig en mining pool, så du kan bare afprøve de forskellige mining pools og se, hvilken pool du tjener mest på. Efter du er blevet medlem af en mining pool, er du officielt en miner, som bidrager til, at Ethereum er sikkert at bruge, mens du (forhåbentlig) tjener lidt penge.

Held og lykke med dit nye job på boreplatformen.