Hvis du kender bare lidt til kryptovalutaer, kender du sikkert allerede til Coinbase. Men vidste du, at Coinbase faktisk tilbyder en platform til handel med kryptovalutaer for mere trænede investorer? Denne kryptobørs hedder Gdax, og den tilbyder mere eller mindre alt, hvad du skal bruge, hvis du gerne vil handle aktivt med kryptovalutaer. Hvis du ønsker en hurtig oversigt over Gdax og dens funktioner, skal du blot læse videre.
Hvorfor har Coinbase to platforme?
Det lyder umiddelbart mærkeligt, at Coinbase har en separat kryptobørs. Men der er faktisk en ganske god grund til, at Coinbase ikke samler alle deres funktioner på én gigantisk platform. Coinbase blev lavet til at være en forhandler af bitcoins tilbage i 2011. Dengang var bitcoins endnu ikke så store, som de er i dag, og grundlæggeren af Coinbase, Brian Armstrong, grundlagde Coinbase for at gøre bitcoins mere accepteret som betalingsmiddel.
Derfor er Coinbase lavet til at være en platform, hvor brugerne kan veksle kryptovalutaer, og som et sted, hvor de kan opbevare deres coins let og sikkert. Brian Armstrong havde aldrig forventet den udvikling, som bitcoins og andre kryptovalutaer ville tage. I dag er kryptovalutaer ikke kun et betalingsmiddel – de er også en investering og en hobby for rigtig mange mennesker. De færreste kunne forudse, at kryptovalutaer en dag ville blive en ny måde at spekulere i værdier, og da det skete, var Coinbase nødt til at lave en platform, der kunne imødekomme professionelle investorers behov.
Derfor valgte Coinbase at lave en ny platform, som kun henvendte sig til professionelle investorer, og de lancerede i januar 2015 ”Coinbase Exchange”, som senere blev omdøbt til ”Global Digital Asset Exchange” (Gdax). I dag er Gdax en af de mest benyttede kryptobørser for day-traders og professionelle investorer.
Gdax’ kundeservice og sikkerhed
Gdax udspringer fra Coinbase, og de har derfor samme sikkerhedsprotokoller. 98% af alle valutaer opbevares offline og er derfor utilgængelige for hackere. Udover dette er det påkrævet, at alle medarbejdere har en ren straffeattest, og at brugerens data er enkrypteret. Hvis Gdax imod al forventning bliver hacket, er deres valutaer forsikret, og brugerne vil modtage en erstatning. Dog betyder denne forsikring ikke, at du lige så godt kan skifte dit kodeord til ”1234” og bede din nabo om at huske på dit brugernavn for at gøre livet lettere. Gdax dækker ikke sikkerhedsbrud, der er selvforskyldte.
For at beskytte brugeren mod hackere anvender Gdax ”2-Factor Authentication”, også kendt som 2FA. Med 2FA er det ikke nok kun at indtaste din kode og dit brugernavn, når du logger ind. Det er også påkrævet, at du tilknytter et telefonnummer til din bruger, hvorefter du via SMS modtager en kode, som du skal indtaste.
Når det kommer til kundeservice, er Gdax’ kundeservice en af de bedre, og du kan kontakte dem på flere platforme, heriblandt Twitter, mail og gennem deres telefon, der er åben 24/7, og de svarer ofte tilbage inden for en fornuftig tidsperiode. I ekstra travle perioder kan det dog tage op til en uge at få svar via mail.
Gdax vil uden tvivl gå langt for at tilfredsstille kunderne. Dette beviste de tilbage i 2017, hvor Ethereums pris styrtdykkede fra 319 dollars til 10 cent i løbet af få sekunder. Alle investorer, der havde aktiveret autosalg, oplevede derfor enorme tab. Denne episode frustrerede mange investorer, og de beskyldte Gdax for at fuske med kurserne. De efterfølgende dage blev det klart, hvorfor Ethereums pris styrtdykkede. Prisfaldet var et resultat af et enkelt salg, hvor en storinvestor solgte Ethereum-coins for flere millioner dollars, hvorefter prisen faldt. Prisfaldet blev forværret af investorer, der havde sat Ethereum til at autosælge, og af investorer, der i panik solgte deres Ethereum-coins. Kursen på Ethereum kom heldigvis op på 224 dollars i løbet af kort tid.
Selvom denne oplevelse var frustrerende for investorerne, var det egentlig bare et ekstremt ”pump and dump”, der blev forværret af autosalg og panik. Derfor kunne Gdax intet gøre, og alle, der investerer i kryptovalutaer, bør vide, at markedet er ekstremt volatilt. Det overraskede dog de fleste, da Gdax offentliggjorde, at de ville kompensere alle, der blev påvirket af prisfaldet. Gdax endte med at kompensere kunderne for over 9 millioner dollars.
At Gdax er villige til at erstatte investorernes tab, selvom tabet ikke var Gdax’ skyld, viser, hvor langt Gdax er villige til at gå for at tilfredsstille kunderne.
Betalingsmetoder og transaktionsgebyrer
Gdax godtager ikke lige så mange betalingsmetoder som Coinbase. Med Gdax kan du kun betale med bankoverførsler eller kryptovalutaer. Med Coinbase er det muligt at betale med kryptovalutaer, bankoverførsler og kredit/debet-kort. Gdax prøver i skrivende stund at integrere flere betalingsmetoder, men hvornår dette bliver aktuelt er usikkert. Med hensyn til gebyrer er Gdax klart billigst. Coinbase tager omkring 1,5% i gebyrer for en bankoverførsel, mens Gdax kun tager omkring 0,25% i overførselsgebyrer.
Hvis du vil betale med kort, kan du købe bitcoins inde på Coinbase og bagefter sende dem til din Gdax-bruger. Men dette kan ikke anbefales, da Coinbase tager 4% i gebyrer for kortbetalinger.
Et lynkursus i Gdax
Ved første øjekast virker Gdax ekstremt kompliceret. Kurserne opdateres konstant, og der er tal overalt. Gdax har alle de informationer, du ønsker, hvis du er day-trader, men ulempen ved dette er selvfølgelig, at den opgiver sin brugervenlighed. Hvis du aldrig har handlet med kryptovalutaer før, er du bedre tjent med at bruge Coinbase i en periode, men hvis du allerede er bekendt med krypto-handel og føler, at du er klar til at bruge en kompliceret kryptobørs, har vi lavet et lynkursus i brugen af Gdax.
Opret en bruger
Hvis du har en Coinbase-bruger, kan du logge ind med denne, og ellers skal du oprette en Gdax-bruger. Dette gøres på følgende måde:
- Gå ind på Gdax’ hjemmeside: gdax.com
- Vælg ”Create Account”
- Udfyld oprettelsesformularen og klik ”Create an Account”
- Klik på bekræftelseslinket, som du modtager via mail
- Indtast et telefonnummer
- Vælg, hvilken type investor du er. Hvis du bare er en privatperson, skal du vælge ”Individual”
- Upload et ID, så du kan bekræfte din identitet. Dette kan f.eks. være et kørekort
Nu er din bruger næsten oprettet, og det eneste, du mangler, er at tilknytte en bankkonto, så du kan handle med traditionelle valutaer. Dette skridt er valgfrit, og hvis du allerede har bitcoins, Litecoins, Bitcoin Cash eller Ethereums, kan du springe dette trin over og overføre dine coins til din Gdax wallet.
Skift mellem valutaer
Gdax giver mulighed for at handle med fire kryptovalutaer: Bitcoin, Bitcoin Cash, Litecoin og Ethereum. Hvis du ønsker at skifte mellem valutaer, skal du oppe i venstre hjørne holde musen over fanebladet ”BTC/USD”. Her kan du nu vælge mellem de forskellige valutaer. Fanebladet er placeret lige ved siden af Gdax’ logo.
Indsæt og hæv penge
Under fanebladet, hvor du skifter mellem valutaer, kan du se, hvor meget du har i din wallet. Hvis du ønsker at overføre penge til din wallet, skal du klikke på ”Deposit”. Dette giver dig mulighed for at overføre penge fra din Coinbase-bruger, overføre penge fra bankkontoen tilknyttet din Coinbase-bruger eller overføre penge fra en ny bankkonto. Processen er identisk, hvis du ønsker at hæve penge. Du skal blot klikke ”Withdraw” og vælge, hvilken konto pengene skal overføres til.
Order Book
Til venstre for kursgrafen er der en sektion, som hedder ”Order Book”, og denne indeholder en masse røde og grønne tal. De røde tal er forskellige salgsordrer for den valgte valuta, mens de grønne tal er forskellige købsordrer for samme valuta. Kort sagt viser disse tal, hvad der købes og sælges for i real-time.
I midten af denne sektion står der ”USD spread”. Dette viser spredningen mellem den laveste salgsordre og den højeste købsordre. Jo lavere dette tal er, desto bedre er kryptobørsen, da det er en indikation på, hvor mange mennesker der er villige til at købe og sælge gennem denne børs.
Grafer
Der er to grafer, hvor den ene er prisgrafen. Denne graf viser prisudviklingen for en kryptovaluta, og du kan selv vælge, hvilket tidsinterval du ønsker at undersøge.
Den anden graf er en dybdegraf, der viser forskellen mellem antallet af købsordrer (den grønne linje) og antallet af salgsordrer (den røde linje). Meget simpelt sagt viser denne graf udbuddet og efterspørgslen for en valuta. Hvis den grønne linje er højere end den røde linje, er der høj efterspørgsel og lavt udbud, og dette presser prisen op. Hvis den røde graf er højest, er udbuddet større end efterspørgslen, og prisen falder.
Åbne og lukkede ordrer
Nedenunder prisgrafen er der to faner: ”Orders” og ”Fills”. Når du laver en ordre, bliver ordren vist inde under ”Orders”. Så længe ordren er under ”Orders”, er den åben og kan afbrydes. Når prisen på valutaen er den samme, som du udbød, udføres ordren, og den kommer ind under fanebladet ”Fills”. Når ordren er under ”Fills”, er den lukket og kan ikke ændres.
Andre funktioner
Gdax er en omfattende platform, og det, du har læst her, er kun en smagsprøve på Gdax’ mange funktioner. Du kan lave specialordrer, undersøge handelshistorikken og meget mere. Hvis du er nybegynder, bør du starte med Coinbase pga. brugervenligheden, men hvis du er interesseret i at handle aktivt med kryptovalutaer, er Gdax den perfekte kryptobørs.