Ethereum Classic opstod efter en intern debat i Ethereums fællesskab. Efter en krise, hvor en hacker stjal Ether for mere end 50 millioner dollars, var der en intern kamp om, hvordan denne krise skulle løses. Den officielle løsning blev, at der blev oprettet en ny blockchain, hvor alle, som havde mistet deres Ether, kunne få deres coins tilbage. Dog var der en del af fællesskabet, der følte, at dette stred imod alt, hvad Ethereum stod for, og de valgte derfor ikke at skifte til den nye blockchain. De fortsatte med at benytte den gamle blockchain og kaldte denne kryptovaluta for Ethereum Classic. Ethereum Classic minder på mange måder om Ethereum, og den største forskel mellem disse to kryptovalutaer er deres ideologi.
Lighederne mellem Ethereum og Ethereum Classic
Kort sagt er Ethereum og Ethereum Classic to platforme, hvor man kan udvikle applikationer. Disse platforme fungerer ved, at man danner et netværk mellem en række forskellige computere. Målet for begge kryptovalutaer er at bevæge sig væk fra det traditionelle klient-server-forhold, der eksisterer på internettet i dag. Fremfor at overlade kontrollen af en server til store virksomheder, der kan afbryde forbindelsen og overvåge brugerne, så bruger Ethereum og Ethereum Classic en række ”noder”, der alle sammen fungerer som en miniserver. Ved at decentralisere serverne er man sikker på, at ens data ikke videresælges eller deles med andre. Herudover giver det alle udviklere mulighed for at lave apps, og disse apps kan ikke slettes af andre end udviklerne selv. Hver gang man ønsker at foretage en ændring på Ethereums eller Ethereum Classics netværk, skal man betale et gebyr til disse noder. Dette medfører, at man kan lave flere ændringer på netværket, desto flere Ether man har. Derfor kaldes Ethereum og Ethereum Classic også for ”digital olie”, da begge valutaer fungerer som benzin for ændringer på netværket.
Forskellen mellem Ethereum og Ethereum Classic
Den største forskel mellem Ethereum og Ethereum Classic er deres ideologi. Tilbage i 2016 blev der stjålet Ether for mere end 50 millioner dollars. Dette var et resultat af, at der blev oprettet en app, der hed The DAO. Denne app fungerede som en venturekapitalfond, hvor investorerne i fællesskab investerede i nye projekter. Man kunne bytte sine Ether for DAO-tokens, hvilket gav stemmeret i fonden, og man ville tilmed få del i overskuddet fra fondens investeringer. En hacker fandt imidlertid et smuthul i koden, der gjorde vedkommende i stand til at stjæle Ether fra fonden. Løsningen på denne krise blev i sidste ende at oprette en ny blockchain, så alle investorerne kunne få deres Ether tilbage. Denne beslutning var kontroversiel, og det splittede hele Ethereums fællesskab. Nogle brugere valgte nemlig aldrig at skifte til den nye blockchain, og omkring 10 procent af Ethereums brugere blev dermed på den gamle blockchain. De kaldte kryptovalutaen på denne blockchain for Ethereum Classic. Derfor er hovedforskellen mellem Ethereum og Ethereum Classic, at de bruger to forskellige blockchains grundet forskellige ideologiske standpunkter.
Modstandere af den nye blockchain
Grunden til at det var en kontroversiel beslutning at skifte blockchain, var hovedsageligt ideologien bag Ethereum. Ifølge tilhængerne af Ethereum Classic var Ethereum lavet til at være decentraliseret, og hele pointen med Ethereum var, at man ikke blandede sig i økonomien. Mange brugere så det som en redningspakke, og de påstod, at det ville åbne Pandoras æske. Ifølge disse brugere ville det åbne døren op for, at der blev ændret i blockchainen, hver gang der var problemer. De så hovedsageligt Ethereums blockchain som et helt frit marked, der var frit for korruption. Hvis udviklerne af Ethereum oprettede en ny blockchain, ville dette, ifølge disse brugere, give anledning til korruption. Årsagen til at den nye blockchain blev betragtet som korruption, var at en stor del af Ethereums udviklere selv havde investeret penge i The DAO. Derfor ville udviklerne af Ethereum opnå en økonomisk gevinst ved at skifte blockchain.
Kode er lov
Ethereum Classics motto er ”kode er lov”. Dette udtryk betyder, at alle ændringer og transaktioner på blockchainen er endegyldige. Argumentet for dette princip er, at der altid vil være fejltransaktioner, svindel og sikkerhedsrisici forbundet med et decentraliseret system. Der er ingen central enhed, der kan sørge for, at du får dine coins refunderet. Herudover skal ingen centraliseret enhed ifølge Ethereum Classics brugere blande sig i udviklingen af decentraliserede apps. Ifølge disse brugere er man selv ansvarlig for at undersøge kildekoden til decentraliserede apps, og man skal således selv undersøge, om der er sikkerhedsrisici forbundet med den app, man benytter. Selvom dette princip lyder hårdt og følelseskoldt, så giver det ganske god mening. De mener, at svindel skal ordnes gennem retten – ikke gennem blockchainen. Hvis det gøres gennem blockchainen, giver man udviklerne af blockchainen for meget magt. Herudover er det også et problem at sætte en klar grænse for, hvem der skal have refunderet deres coins, og hvem der ikke skal. Sidst, men ikke mindst, sker der så mange fejltransaktioner, at det ville være umuligt at behandle alle sager. Da ikke alle sager kan behandles, betragter tilhængerne af Ethereum Classic den nye blockchain som uhensigtsmæssig forskelsbehandling.
Ulempen ved Ethereum Classic
Ethereum Classic har både fordele og ulemper sammenlignet med Ethereum. Den største ulempe er, at Ethereum Classic ikke modtager de samme opdateringer som Ethereum. Siden Ethereum og Ethereum Classic eksisterer på to forskellige blockchains, kan disse to valutaer aldrig gøres kompatible. Dette har medført, at Ethereum og Ethereum Classic får deres værdi på to forskellige måder. Da Ethereum Classic ikke modtager samme opdateringer, får de hovedsageligt deres værdi gennem spekulation. Dette er dog ikke unikt blandt kryptovalutaer, og bitcoinen har klaret sig fantastisk, selvom dens værdi er skabt gennem spekulation. Ethereum er derimod en IT-virksomhed. Dette betyder, at deres valuta både får værdi gennem spekulation, opdateringer, nye produkter og features. Fordelen ved Ethereum Classic er, at denne kryptovaluta lever op til idealet om decentralisering. Dette betyder, at fællesskabet bag Ethereum Classic er et af de mest dedikerede fællesskaber indenfor kryptovalutaer.